I vores postmoderne kultur hylder vi uafhængighed og individualisme. Vi lærer fra en tidlig alder at stå på egne ben og at gå vores egne veje. Ifølge en EU undersøgelse er danskere og svenskere blandt de europæere som tidligst søger uafhængighed og selvstændighed. Professor i sociologi, Lars Dencik forklarer til Berlingske Tidende: ”I nordiske lande prioriterer man mere den enkeltes frihed og rettigheder og sætter det højt at kunne klare sig selv” (Berlingske, Anders Buch–Larsen 17. august, 2015).
Selvom selvstændighed kan være en stærk resurse i vores kultur, kan den også være en risikofaktor for vores fysiske, psykiske og åndelige helbred når uafhængigheden bliver til ensomhed og isolation.
Og mange danskere føler sig ensomme. Ifølge en Megafonmåling foretaget for TV 2 Nyhederne, føler omkring en halv millioner danskere sig isoleret, og at de ikke har den kontakt med familie, venner og bekendte, som de ellers har behov for (Sofie Sparre, tv2.dk, 22 feb. 2015).
Ensomhed er dræbende Langvarig ensomhed er lige så farligt som rygning, konkluderer en af verdens førende ensomhedsforskere John T. Cacioppo fra University of Chicago (See vedhæftede artikel). Frekvensen af hjertekar-sygdomme, Alzheimers, depression og en række andre lidelser stiger betydeligt blandt personer, der føler sig ensomme over en længere periode. Men ensomhed handler ikke om antallet af venner, eller hvor meget tid vi er alene. At opfatte sig som isoleret er værre end objektiv isolation, forklarer han overfor Information på baggrund af sin forskning blandt amerikanske unge: De, der har følelsen af at være ensomme, er ikke nødvendigvis mere alene end de andre.
Med den åndelige bevidsthed, lærer vi at genskabe kontakten til os selv, til hinanden og til det guddommelige. Vi lærer at vi ikke blot er meningsløse fragmenter i et fremmed univers, men at vi er forbundet med hinanden, i et fællesskab af mennesker som er knyttet sammen af en fælles skæbne her på jorden Og vi slutter med et citat af Eckert Tolle:
”Mennesker har været i smertens vold, siden de faldt fra et stadie af harmoni med naturen og det åndelige, og trådte ind i tidens og sindets rige, og de mistede bevidstheden om det Værende, det spirituelle og det guddommelige. På det tidspunkt startede de med at se dem selv som meningsløse fragmenter i et fremmed univers, ikke længere hørende sammen med, men adskilt fra vores oprindelige Kilde og fra hinanden".
(Eckert Tolle, Åndelig lærer)